i

31-05-2026 - Åbent hos hos Borup Modelflyverklub

Åbent hus ved Modelflyvningens Dag hos Borup Modelflyvere Søndag den 31. maj kl. 11.00-15.00 - Ringstedvej 657, 4100 Ringsted ved Slimminge

Traditionen tro holder Borup Modelflyvere åbent hus i anledning af Modelflyvningens Dag. Vi inviterer alle interesserede til en dag fyldt med oplevelser, hvor modelfly i alle former og størrelser er i centrum – og hvor du selv har mulighed for at få luft under vingerne. Der vil desuden være masser af spændende flyvning at se på i løbet af dagen – alt fra akrobatik til realistiske skalamodeller i luften.

Denne søndag åbner modelflyveklubber over hele Danmark dørene, og hos os i Borup Modelflyvere kan du opleve en spændende udstilling af modeller, få en snak med passionerede modelflyvere og høre nærmere om både flyvning, bygning og fællesskabet i klubben. Hvis vejret er med os, tilbyder vi prøveture i vores skolefly med dobbeltstyring – en tryg og sjov introduktion til flyvning.

Vores udvalg af modelfly spænder vidt – fra elegante svævefly til imponerende skalamodeller af rigtige fly, udstyret med el- eller brændstofmotor. Mange af disse fly vil være udstillet på pladsen, og vores medlemmer står klar til at dele ud af deres viden og erfaringer. Og bare rolig – moderne motorer larmer ikke meget, så der er god plads til hyggelige samtaler.

Du får også mulighed for at teste dine evner på vores modelflysimulator i klubhuset. Her kan du prøve at styre et fly helt uden risiko – en sjov måde at lære de grundlæggende manøvrer på.

Modelflyvning er meget mere end blot selve flyvningen. Det handler også om teknisk snilde, kreativt håndværk og ikke mindst fællesskab. Vi håber, at både gamle kendinge og nye ansigter kigger forbi – vi har altid plads til flere i klubben. Der vil hele dagen være mulighed for at købe øl, vand og pølser, så tag familie og venner med til en hyggelig dag i luften og på landjorden.